Yves Klein Født 1926 Nice, Frankrig; død 1962 Paris
  Yves Klein er en af de mest betydningsfulde kunstnere 
i efterkrigstidens Europa. Klein, der er mest kendt for sine 
ensfarvede billeder, indsendte i 1955 sit første monokrome 
billede til Salon des Réalités Nouvelles. Han blev senere ringet 
op af et medlem af bedømmelseskomiteen, som opfordrede 
Klein til at tilføje billedet en prik, streg eller hvad som helst, 
for de kunne ikke udstille et tomt billede som kun havde én farve. 
Yves Klein afviste forslaget og deltog ikke i udstillingen. 
I 1956 udstillede han monokrome billeder i forskellige farver og 
formater hos Galerie Colette Allendy i Paris. På udstillingen havde 
han set folk bedømme billederne efter, hvilken farve de havde og 
spille dem ud mod hinanden. Straks indså Klein sin fejltagelse og 
besluttede for fremtiden kun at udstille monokromer af samme 
farve og for at undgå enhver tvivl, også af samme format. Han 
ønskede at give farven metafysiske egenskaber ved at frigøre 
den fra subjektive følelser. Yves Klein anså Giottos blå 
monokromer i Assisi for at være forløbere for hans egne 
monokromer. 
                              I 1960 lod Yves Klein i en performance tre nøgne kvinder 
                              indsmøre i blå farve, og til musikledsagelse trykkede de sig mod 
                              det hvide lærred og skabte de kendte aftryksbilleder. Scenen 
                              kan i øvrigt genopleves i filmen Mondo Cane, der blev vist på 
                              filmfestivalen i Cannes i 1962. Filminstruktøren Jacopettis hensigt 
                              var desværre at latterliggøre Klein. Ved meddelelsen om filmens 
                              indhold får Yves Klein et hjerteslag og dør kun 36 år gammel. 
 
  |  
 
 
 |